Taber du guldet?

Det lyder måske som et mærkeligt spørgsmål. “Taber du guldet?” Hvad mener jeg egentlig med det? Spørgsmålet kunne også lyde: “Kan du se skoven for bare træer?” Og for mig er det præcis her, guldet ofte tabes – når vi mister blikket for processen og udelukkende fokuserer på målet.

I sport er det nemt at måle succes. Der er én vinder, én guldmedalje. I livet er det ikke helt så enkelt. Alligevel ser jeg ofte den samme alt-eller-intet-tænkning overført til vores hverdag og præstationer. Spørgsmålet er: Skal resultatet altid definere værdien af indsatsen?

Som tidligere konkurrencesportsudøver har jeg selv oplevet at sidde fast i den tankegang. I min tid karatekæmper og konkurrencewindsurfer var succesen (alt for) længe synonym med medaljer, indtil en mentor (Tak, Søren Anthony!) ændrede mit perspektiv. Han introducerede mig for idéen om at fokusere på processen frem for resultatet. Målet blev at udvikle konkrete færdigheder ved hvert stævne – ikke bare at vinde for enhver pris. Og så skete der noget interessant: Resultaterne kom af sig selv. Jeg vandt flere medaljer, men de vigtigste sejre lå i alt det, jeg lærte om mig selv.

Det var f.eks.:

  • Opdagelse af mine grænser -> både fysisk og mentalt -> de lå selvfølgelig meget længere ude end først antaget. Det kan vi kun opdage gennem at erfare det -> opleve og gennemleve “det ubehagelige”.
  • Vedholdenhed er supervigtigt ift at opnå resultater – i sport, karriere, generelt i livet. “Consistency pays off!”
  • Nysgerrighed på min proces i det jeg var i gang med hjælper vildt meget på at dæmpe utålmodigheden for at opnå resultater.
  • Perfekt findes ikke andet end som “gyldne øjeblikke” -> da jeg fik den tankegang skiftet ud med “bedst muligt under de givne omstændigheder” blev det meget lettere at være mig OG jeg fik bedre resultater ud af det.

Medaljerne blev ikke længere kun symbolet på én specifik præstation, snarere en påmindelse om styrken i konstant udvikling. Jeg lærte også at der ingen hemmelighed er – talent = raw skills + vedholdenhed + nysgerrighed 🧗🏽‍♀️💪

Så… taber du guldet i jagten på perfektion? Hvis du har lyst til at udforske, hvordan et mere procesorienteret mindset kan skabe forandring i dit liv, så lad os tage en samtale om det.